Jeg har modtaget to dvd’er, beregnet til undervisningsbrug, på hvilke trommeslageren Anders Mogensen demonstrerer en række øvelser på højt niveau. Indirekte antyder de imidlertid også, hvad der kan gøre ham til en undertiden ret så problematisk medspiller, når han optræder i en gruppe – og i særdeleshed som dens leder. I første række er det en overmåde veludviklet sans for kompleksitet, der nemt kan volde tilhøreren besvær. Og dernæst er det en tilbøjelighed til at overtage styringen i det indbyrdes sammenspil, der heller ikke altid kan gøre det let for de øvrige musikere.
Selv når det gælder så glimrende navne som i dette tilfælde, nemlig tenorsaxofonisten Hans Ulrik, trompetisten Mads La Cour, guitaristen Simon Krebs og bassisten Andreas Lang. Er man med på, at Mogensen underlægger et nummer som ’Pan Pacific’, hvor melodien dikterer 5/4, en 4/4-puls, så skaber det faktisk en yderst raffineret effekt. Men over for ’Den rare tid’ måtte jeg give op. Det skyldes naturligvis en mangel hos mig, men den er ikke desto mindre bestemmende for min oplevelse af frustration.
