I år er det 40 år siden, Billy Strayhorn døde i en alder af kun 51 år. Duke Ellingtons nære medarbejder gennem 29 år og i sin samtid – i hvert fald til at begynde med – ofte betragtet som mesterens unge alter ego uden nævneværdig egen betydning. Dette er imidlertid et synspunkt, der i allerhøjeste grad har ændret sig med tiden. I dag vil ingen betvivle, at Strayhorn, både som komponist og arrangør, havde sin egen stemme og selv er ophavsmand til en lang række melodier, der vil blive stående som mesterværker. Hvilket man da også kan forvisse sig om, når man lytter til denne cd, hvor blandt andre pianisten Bill Charlap, tenorsaxofonisten Joe Lovanos kvartet, sangerinden Dianne Reeves og sangeren Elvis Costello tager dem under kærlig behandling. For flertallet af de i alt femten fortolkninger, cd’en byder på, er fremragende. Mesterværket over alle andre, ’Lush Life’, som Strayhorn allerede havde skrevet både musik og ord til, inden han tiltrådte hos Ellington, synger Reeves til Russell Malones indfølte guitarakkompagnement, og blandt de fem numre, i hvilke hun ledsages af en trio med Peter Martin som en bemærkelsesværdig pianist, vil jeg især fremhæve ’My Little Brown Book’. Stærkt udtryk Blandt de fire numre med Lovanos kvartet er ’Rain Check’ og ’Lotus Blossom’ mine favoritter med en Lovano, der er mindre forfløjen i sit spil, end han ellers har for vane, og det nyder det godt af. 88-årige Hank Jones ved pianoet viser, med hvilken melodisk frodighed beboppens sprog fortsat kan tjene, og også i en uakkompagneret udgave af ’Satin Doll’ demonstrerer Jones sin høje klasse. Charlap høres som solopianist i to indslag, det ene er ’Valse’, en først for nylig opdaget komposition, samt i én duet med Martin. Nogen skønsanger kan man ikke kalde Costello, og den nye tekst, han har skrevet til ’Blood Count’, Strayhorns sidste komposition, forekommer stort set uforståelig i hans foredrag. Men i samspil med Lovanos tenorsaxofon og Charlaps piano fremstår numret ikke desto mindre overordentlig stærkt i sit udtryk.