’The Little Giant’ var det tilnavn, som tenorsaxofonisten Johnny Griffin vandt sig, efter at han i 1957 var flyttet fra sin hjemby Chicago til New York. ’Little’, fordi han er lille af vækst. Og ’Giant’ på grund af den utrolige magt, han havde over sit instrument. Mens andre af hans instrumentkollegaer fortrinsvis formulerede sig i ottendedele, så gjorde han det helst i sekstendedele, og heller ikke toogtredivtedele var ham fremmede. Der var dem, der antog det for at være det rene blær og som af samme grund ikke værdsatte hans spil videre højt. Hvad de overhørte, var imidlertid, at Griffins hurtighed på fingrene var parret med en lige så stor tankens snarrådighed. For det bemærkelsesværdige var, at Griffin ikke blot lod fingrene løbe og rablede patentfraser af sig, men at alt foregik i en kreativ proces, hvor det til stadighed var nye, spontane indfald, der styrede begivenhedernes gang.
Rasende tempo
Den eneste tenorsaxofonist, der eventuelt kunne måle sig med Griffin, var Don Byas. Og faktisk er det sjovt at opdage, hvor tæt Griffin er på Byas i sin ’Mil Dew’. Et stykke, der foregår i et så rasende tempo, at beboppens specifikke frasering, der ellers ville markere forskellen dem imellem, ikke spiller nogen rolle. Dette stykke indleder denne genudgivelse fra 1956, hvor Griffin er i selskab med pianisten Wynton Kelly, bassisten Curley Russell og trommeslageren Max Roach, og ’It’s Alright With Me’ og ’Cherokee’ er numre af samme karakter. Cd’en rummer ligeledes hele to ballader, ’These Foolish Things’ og ’Lover Man’, om end Griffin hurtigt slår over i dobbelttempo. Strengt taget er også ’The Boy Next Door’ en ballade, men her fremført i et mellemtempo, der i denne version synes som skabt til melodien.
