Der var noget i ordets bedste forstand vildtvoksende over den cd, som alt- og tenorsaxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard præsenterede sig med for to år siden. Musik, der spredte sig alle retninger og ind imellem nok kunne virke lidt for fremfusende, men samtidig var præget af et overskud, der gav sig til kende både i hans spil og i hans kompositioner.
Nu er Løkkegaard ude med sin anden cd, igen med Christoffer Møller på piano og Lars Tormod Jenset på bas samt i øvrigt Morten Lund på trommer plus, i enkelte numre, med tilføjelse af et par messingblæsere og en vokalist.




























