I EN ALDER af 78 år er Abbey Lincoln stadigvæk en performer, der formår at ramme os i vort inderste. Hvis stemmen har mistet noget af sin tidligere pondus og klinger mere skrøbelig, så er den til gengæld blevet endnu mere indtrængende i sit udtryk. Det bliver man klar over, når man lytter til Lincolns nye cd, der er indspillet sidste år. Den rummer elleve af hendes egne sange, som hun både har skrevet melodi og tekst til, samt Thelonious Monks ’Blue Monk’, som hun ligeledes har skænket ord.

Og hvis man tidligere har kunnet indvende, at hendes melodier mere eller mindre er skåret over samme læst og således har kunnet skabe en vis monotoni, når de fyldte for meget på den selv samme udgivelse, så er det et forbehold, der slet ikke melder sig i ens tanker i forbindelse med denne cd. Rystende oplevelser Det fortæller noget om, hvor stærkt Lincoln udfylder hvert øjeblik og dermed vor bevidsthed. Man skal tilbage til Billie Holiday for at finde en sangerinde, hvor man finder en så dyb overensstemmelse mellem det, ordene fortæller, og det vokale udtryk. Det gælder i særlig grad sangene i langsomme tempi som ’Throw It Away’, ’Should’ve Been’, ’Bird Alone’, ’Down Here Below’, ’Love Has Gone’ og ’Being Me’, som Lincoln gør til rystende oplevelser. Men der er endnu en grund til, at Lincolns foredrag fremstår så betagende. Og det skyldes den instrumentale indramning, der svøber sig omkring det. Anført af Larry Campbells guitarer og mandolin og Gil Goldsteins akkordeon, i enkelte numre med tilføjelse af Dave Eggars cello, skaber det en stemning, der rummer den melankoli, som et livs dyrekøbte erfaringer fører med sig, men også en fortrøstning om, at det ikke har været spildt.