Hvem af os, der tilbage i 1993 hørte Jacky Terrasson i det daværende Filmmuseum som en tro discipel af Bud Powell, kunne mon ane, hvad denne pianist siden hen ville udvikle sig til?
For i dag er Terrasson en musiker, der ikke kender til grænser, og som henter sin inspiration, hvor han end måtte finde den. Først og fremmest viser han sig imidlertid på denne soloklaverplade som en pianist af usædvanligt format, der virkelig formår at få det materiale, han har mellem hænderne, til at leve.



























