Guitaristen John Scofield forbliver sig selv lig, uanset hvem han spiller sammen med. Det gælder også hans seneste udgivelse, hvor han er genforenet med to musikere, basguitaristen Steve Swallow og trommeslageren Bill Stewart, han før har spillet sammen med, og som noget nyt har han allieret sig med en blæserkvartet til at sætte krydderi på musikken.
Ikke til ubetinget fordel, for i det lange løb kan det klangbillede, de danner, opleves som noget ensformigt. Hvad der heller ikke har forandret sig, er de melodiske og harmoniske skabeloner, Scofield i efterhånden mange år har bevæget sig inden for.




























