Lyt til artiklen
Jeg er ikke klar over, hvilken status pianisten Erroll Garner i dag indtager blandt jazzens unge tilhængere. Og derfor ved jeg heller ikke, i hvor høj grad hans folkelige popularitet uden for jazzens egne cirkler hos puristisk indstillede sjæle stadig kan skygge for hans kunstneriske format.
For sådan var det engang. Måske også, fordi Garner var en enegænger, der ikke kunne henføres til nogen bestemt stilistisk kategori. Hvad ingen i hans levetid dog var i tvivl om var, at Garner kunne noget ganske særligt med sin ’hængende’ højre hånd i relation til venstrehåndens guitaragtige akkompagnement. Men han kunne så meget mere end det.
