De ser så unge og glade ud, guitaristen Torben Munk, pianisten Niels Jørgen Steen, tenorsaxofonisten Jesper Thilo, bassisten Hugo Rasmussen og trommeslageren Ove Rex, som de figurerer fra venstre mod højre på billedet, taget af Politikens hæderkronede fotograf Lars Hansen, på indersiden af coveret. Det er da også helt tilbage i juli 1973, de her foreliggende optagelser blev til, da orkestret spillede ved jazzfestivalen i den svenske by Åhus.
Alt andet end velstemt
Fra velunderrettet kilde har jeg bragt i erfaring, at klokken var ét om natten, da de fem musikere gik på scenen foran et halvvejs sovende publikum. Det skulle dog ikke vare længe, før det var lysvågent igen.
For som musikken udfolder sig med Rasmussens bas som den usvigelig sikre drivkraft, ville det have været umuligt ikke at lade sig rive med. Og sådan er det også, når man lytter til den nu, hvor den foreligger på cd. Så betyder det mindre, at Munks rytmeguitar lyder, som om strengene var af sejlgarn, og at pianoet er alt andet end velstemt.




























