Den stærkt forenklede melodik, de harmoniske rundgange, den sumpede rytmik med sine stærke betoninger af taktslagene to og fire, de metallisk klingende guitarer. Midt i det hele denne stemme, der næsten umærkeligt kan forvandle sig fra det søvndyssende til det dybt indtrængende. Og det hele, inklusive stemmen, i flere tilfælde garneret med elektroniske effekter. Man kan ikke undgå at blive draget ind i dette univers, der på forunderlig vis kombinerer en egenartet form for primitivitet med det yderste raffinement. I adskillige numre melder der sig netop i kraft af rytmikken denne fornemmelse af, at tiden står stille, mens man selv er i bevægelse. Men så er der også enkelte sange, der skiller sig ud. Som 'Red River Valley' og 'Lost', hvor det kun er hhv. Colin Lindens og Marc Ribots guitar, der ledsager Wilson. Ikke mindst sidstnævnte er et ganske fantastisk stykke musik, hvor Wilsons stemme pludselig ændrer både klang og timbre. Og for sig selv står ligeledes 'Strike A Match', der bryder med den bluesprægede stemning, der i øvrigt hviler over cd'en.