På visse punkter kan den franske pianist Jean-Michel Pilc påminde om sin amerikanske instrumentkollega Jason Moran. For også Pilc færdes hjemmevant både inden for den rene jazz og en europæisk romantisk tradition, der ikke blot former musikkens udtryk, men ligeledes giver ham anledning til at fremføre klassiske værker i egen bearbejdelse.
Og som Moran kan også Pilc bryde en oprindelig struktur op og lade et enkelt motiv fungere som en kerne, han bestandigt kredser omkring. Når dette er sagt, bør man imidlertid tilføje, at Pilc er en musiker af et langt større format end Moran. En gudbenådet pianist, der formulerer sig med en uimodståelig rytmisk spændstighed og i sit rigt facetterede klanglige register spænder fra den sarteste tilkendegivelse til den mest ekspansive og storladne udfoldelse.
