En mand, der spiller på tre saxofoner på én gang? Man troede, det måtte være en gimmick, da man hørte om det første gang i slutningen af 1950’erne.
Det viste sig imidlertid at være mere end det, og manden, der var i stand til det, var den blinde Roland Kirk, der foruden tenorsaxofonen håndterede to instrumenter med de ejendommelige navne mazello og strich. Den første klangligt beslægtet med sopransaxofonen, den anden med altoen. På de to lp’er fra hhv. 1961 og 1968, ’Kirk’s Work’ og ’The Jaki Byrd Experience’, der er samlet på denne genudgivelse, er det dog ganske sporadisk – og kun på den førstnævnte – man hører Kirk blæse alle tre instrumenter samtidigt. Og ubetinget kønt lyder det ikke.



























