Tidspunktet er 26. marts 1958. Et år før tenorsaxofonisten John Coltrane satte kronen på værket med lp’en ’Giant Steps’, kulminationen på den fase i hans udvikling, der betegnes som ’sheets of sound’. En metode, hvor Coltrane både udforskede og udfordrede harmonikken i hurtige figurationer, der formede sig som lag, som nærmest gled over hinanden.
Energi og intensitet
Det er den, han, ledsaget af pianisten Red Garland, bassisten Paul Chambers og trommeslageren Art Taylor, er i færd med at dyrke i rytmisk bevægelige numre som Arthur Schwartz’ ’If There Is Someone Lovelier Than You’, en fin, men sjældent hørt standard, Jackie McLeans ’Little Melonae’ og Vincent Youmans’ ’Rise’n’Shine’.
En øvelse, der i de særdeles udstrakte numre ikke undgår at føre til adskillige gentagelser af enslydende fraser, men Coltrane formulerer sig med en energi og intensitet, en form for kontrolleret besættelse, der holder én i et fast greb.




























