'Space', åbenhed, var nøgleordet, da Miles Davis i midten af 1950'erne henledte jazzverdenens opmærksomhed på pianisten Ahmad Jamal ved at pege på ham som sin store inspirator. Det, der havde betaget Davis så stærkt, var Jamals udnyttelse af pausen og hans evne til at opbygge en latent spænding ved at dyrke et henholdende udtryk, der kun forholdsvis sjældent, men med så meget større effekt kom til fuld udløsning. Og det var givetvis Jamal, der foranledigede Davis til at hyre en pianist som Red Garland, der helt åbenbart ligeledes havde ladet sig inspirere af Jamal. For egen del var Jamals oprindelige forbillede den trio med besætningen piano, guitar, bas, som Nat King Cole havde lanceret, og 31 af de i alt 41 numre med en samlet spilletid på 2 timer og 36 minutter, som dette 2 cd-sæt rummer, er med guitaristen Ray Crawford som fast partner, mens guitaren i de sidste 10 er udskiftet med trommer. Naturligvis skaffede det Jamal mange beundrere, at Davis var det, men der var også dem, der omtalte ham mindre smigrende som en cocktail pianist. De kunne med nogen ret hævde, at Jamal raffinerede sin musik' - blandt andet i kraft af de 'fikse' arrangementer, han iklædte den - i en sådan grad, at det kunne tangere det manierede. Men hører man musikken i dag, 50 år efter sin tilblivelse, så må man sige, den holder. Der er stadig væk noget rent ud sagt forførende ved den, der tvinger os til at lytte - og som tilmed gør det til en udsøgt fornøjelse.
Raffinementer
Lyt til artiklen
