Det var noget af en udfordring, den 32-årige altsaxofonist Benjamin Koppel påtog sig, da han sidste år inviterede sin amerikanske instrumentkollega Phil Woods som musikalsk legekammerat. For til trods for at Woods til november kan fejre sin 75-års fødselsdag, er han fortsat en af sit instruments største repræsentanter, og både Koppel og den ledsagende trio, pianisten Heine Hansen, bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel, kan tage det som en kompliment, at Woods i disse optagelser virkelig spiller op til sit bedste. Dermed er vel også antydet, at selv om det ikke oplyses, i hvilken rækkefølge de to hovedsolister optræder i de enkelte numre, så er det muligt at høre forskel på dem. Klangligt markerer Woods sig med sin mørkere, mere mættede tone. Men mere afgørende er det, at Woods' spil i sin rytmiske frasering udstråler en helt anden ro, mens Koppel ofte virker for hurtig i aftrækket. Og i melodisk henseende skærer Woods anderledes dybt ind til benet, hvorimod Koppel stadig er tilbøjelig til at føjte for meget omkring. Her f.eks. Woods i 'Pass The Bebop', hvor han er første solist. Men når det er sagt, må man også tilføje, at Koppel absolut ikke falder igennem ved siden af Woods, men stort set gør en glimrende figur. Og blandt de syv kompositioner, som Koppel selv har tegnet sig for ved siden af standardnumrene 'How High The Moon' og 'Autumn Leaves', er der flere overordentlig vellykkede. Ikke mindst den ellingtonsk klingende 'Mother's Song' byder på udsøgt spil. Og det sidste gælder også generelt både Hansens og Vindings indsatser i deres rolle som solister.