Efter pianisten Roberto Cipelli og bassisten Attilio Zanchi er det i tredje ombæring saxofonisten Tino Tracannas tur til at fejre den italienske trompetist Paolo Fresus kvintets 20-årige jubilæum med en cd, der foruden et enkelt lånt tema rummer 13 af Zanchis egne kompositioner. Gennemgående har musikken en mere reflekterende karakter end på de to foregående plader. Smukkest fremtræder den i 'Incantamento' samt i 'Geometrie Dell' Anima', hvor Fresus dæmpede trompet kun ledsages af Cipellis piano. Og her fornemmes også inspirationen fra Miles Davis tydeligt, om end Fresu forstår at give sit spil sit eget, blidere udtryk. Det gør sig dog ligeledes gældende i andre numre. Som i 'Imaharat', hvor den rytmiske underlægning henleder tanken på 'Bitches Brew', mens det gang på gang tilbagevendende tema udviser et vist slægtskab med Shorters 'Nefertiti'. Derimod er påvirkningen fra Davis mindre åbenbar, så snart Fresu spiller på åbent flygelhorn. I endnu et af cd'ens fornemste indslag, 'Canzoncina' slår til gengæld en italiensk tone igennem, og værd at fremhæve er også 'À propos de Monsieur Queneau', en bluesvariant. Helt uden skønhedspletter er cd'en imidlertid ikke. Til dem hører Tracannas spil på sopransaxofon, der ikke er lige fornøjeligt hele tiden. Det opvejes dog rigeligt af musikkens høje standard i øvrigt.