Brasilianske toner

Lyt til artiklen

Brazilian Boots kalder gruppen sig, og musikken lyder faktisk autentisk. Det er imidlertid et hold danske musikere, der står for den. Anført af sangeren og guitaristen Lars De Lamotte og med tenorsaxofonisten og fløjtenisten Simon Thorsen, keyboardspillerem Dan Hemmer, bassisten Niels Lichtenberg, trommeslageren Michael Axen og perkussionisten Klavs Nordsø som de øvrige medlemmer. Det er ligeledes De Lamotte, der, bortset fra Antonio Carlos Jobims 'Ligia', svarer for repertoiret, i nogle af numrene dog i samarbejde med Janne Garbarsch, der ligeledes bidrager med sin røst. En absolut tiltalende udgivelse, hvor musikken flytter sig med den letfodethed, der også er i stand til at bære os med sig. Men netop Jobims 'Ligia', smukt arrangeret med Thorsens altfløjte som en gennemgående stemme, illustrerer forskellen mellem den dybt besjælede melodilinje og et mere ordinært sangskriveri. Og her viser også De Lamotte, hvor fortræffelig en sanger han kan være med et udtryk, der nærmer sig Joao Gilbertos. Det er et niveau, som De Lamotte ikke kan helt leve op til i sine egne kompositioner. I 'Estrada Velha' er det Milton Nascimento, der danner forbillede, og den måde, hvorpå han får sin røst til at lyde i 'Vaquiro', bryder jeg mig slet ikke om. I det hele taget dominerer sangen i visse numre lovlig stærkt. Skønt De Lamotte ikke er nogen Jobim, så er der dog adskillige vellykkede kompositioner blandt hans egne numre. Lad mig fremhæve 'Princesa' og 'Dive', en duet med Garbarsch, der med held udnytter gentagelseseffekten, samt 'Horizonte', De Lamottes mest originalt skrevne bidrag, der også lader os høre Gry Vester-Andersens cello. Og så er der som nævnt selve den fortrinlige fremførelse af musikken, hvor i særdeleshed Thorsen markerer sig som den glimrende solist, han er.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her