Amerikanske Madeleine Peyroux, britiske Jamie Cullum, hollandske Trijntje Osterhuis og norske Silje Nergaard er blandt de ni vokalister, der med hver sin sang hylder mundharmonikaspilleren Toots Thielemans på en cd, som yderligere rummer tre rent instrumentale numre. Fra Thielemans side kan pladen betragtes som en hyldest til komponisten Harold Arlen, for det er hans melodier, som musikerholdet, i Jurre Haanstras glimrende arrangementer for både blæsere og strygere, tager sig så kærligt af. Det er dejlige melodier, som vil være velkendte for de flestes vedkommende. Og selv om Thielemans i en alder af 83 år er begyndt at spare sig og ikke længere opviser den samme fandenivoldskhed, der var kendetegnende for hans spil i yngre dage, så er det fortsat sandt, at han - uanset instrument - er en af jazzens betydeligste musikere. Det, der sikrer ham en så høj position, er de aldeles forbløffende melodiske linjer, han er i stand til at skabe i sine improvisationer, samt måden, han fraserer dem på. Hør blot, hvor meget han med ganske enkle midler opnår i 'It's Only A Paper Moon'. For slet ikke tale om mesterstykket 'Over The Rainbow' i sammenspil med pianisten Mike del Ferro. Det er imidlertid også interessant at følge den lille hærskare af sangere, der bidrager til festlighederne. På det punkt kan meningerne nok dele sig. Det er muligt, at Madeleine Peyroux skuffede ved sin koncert i Operaen under sidste års Copenhagen Jazz Festival, men i så fald revancherer hun sig i høj grad med sin version af 'Between The Devil And The Deep Blue Sea'. En anden favorit er Beth Hart, der leverer en fin indsats i 'I Gotta Right To Sing The Blues', og så kommer jeg heller ikke uden om Silje Nergaard, der i den smukke, men mere sjældent hørte 'Last Night When We Were Young' røber, at der bag den kønne pigestemme også kan gemme sig smertelige erfaringer.