Steve Grossman er en anden tenorsaxofonist, som kun de færreste herhjemme kender noget til. I 1970 hentede Miles Davis ham som kun 19-årig - på anbefaling af Dave Liebman - til sin gruppe (hvor Davis pålagde ham kun at tage sin sopransaxofon med!), senere spillede han med bl.a. Elvin Jones og trioen Stone Alliance (som han også besøgte os med). De sidste mange år har Grossman fortrinsvis tilbragt i Italien og Frankrig, og i Paris blev også denne cd optaget i 1990, hvor Grossman ledsages af bassisten Alby Cullaz og trommeslageren Simon Goubert. Altså en af de formationer, hvor solisten ikke har noget akkordbærende instrument at støtte sig til, og det må indrømmes, at musikken i langsomme tempi som Thelonious Monks 'Reflections' og Mal Waldrons 'Soul Eyes' flytter sig noget trevent. Men ellers skal jeg love for, at der sker ting og sager. Det er sjældent at høre en musiker, der i den grad brænder igennem med sit spil. Man skal til tenorsaxofonisten Sonny Rollins for at finde magen, og netop Rollins er da også Grossmans umiskendelige inspirationskilde. Men vel at mærke den yngre Rollins med hele sin melodiske bevægelighed i behold, som man husker ham fra trioindspilningerne med Wilbur Ware og Elvin Jones på jazzklubben The Village Vanguard i New York - og senere fra koncertoptagelsen med NHØP og Alan Dawson i København. For på samme måde formår også Cullaz og Goubert at yde det med- og modspil, der får Grossmans til at gnistre. Cullaz med sine baslinjer, der ikke blot binder spillet ubrydeligt sammen, men som også i kraft af de valgte toner danner en ideel udfordring. Og Goubert med et spil, der ikke uligt Elvin Jones' udløser et drive, der fører musikken uimodståeligt fremad. For dem, der ikke kender Grossman, vil denne cd opleves som noget af en åbenbaring.