At finde frem til et personligt musikalsk udtryk kan undertiden være ensbetydende med, at det fører til et mere begrænset udtryk. I dagens jazz kan det gælde en musiker som altsaxofonisten Steve Coleman, der synes mere og mere stivnet i sin fraseologi. Sådan kunne man også umiddelbart være tilbøjelig til at opfatte hans instrumentkollega Loren Stillman. or denne 25-årige musiker, der ifølge noterne allerede vakte opsigt i en alder af kun 15 år, har ligeledes skabt sig et musikalsk sprog, der i høj grad bygger på ganske bestemte skalaer og intervalspring. Det træder frem både i Stillmans solospil og i hans kompositioner, der med undtagelse af Thelonious Monks 'Gallop's Gallop' udfylder hele denne cd, hvor han er i selskab med organisten Gary Versace, guitaristen Vic Juris og trommeslageren Jeff Hirshfield. Og netop i 'Gallop's Gallop' har Stillman tillagt sig en mærkelig stolprende frasering, der nærmest tager sig lidt corny ud. Men på den anden er han ligeledes en musiker, hvis spil røber uafviselige kvaliteter, ikke mindst i kraft af en helt forbløffende rytmisk bevægelighed, og som der er al grund til at følge med betydelig opmærksomhed. Faktisk er der tale om en udgivelse, der vinder for hvert genhør. For jo dybere man trænger ind i musikken, desto mere nuanceret fremstår den. Interessant er også den måde, hvorpå Versace og Juris tager Stillmans kompositioner under behandling. I visse numre fortsætter de ad samme noget kringlede spor som Stillman. Men hør så til gengæld, hvad Juris får ud af en ballade som 'Today's Tomorrows Song', hvor han benytter sig af et anderledes forenklet sprog. Det er noget af det smukkeste guitarspil, jeg længe har hørt. Og både her og i et andet fremragende indslag, 'Johnny Rock', følger Versace ham fint på vej.