I første række er det vel et spørgsmål om temperament. For der er jo mange, der er dybt optaget af den musik, som Manfred Eicher producerer for sit selskab ECM. Derimod må jeg ofte spørge mig, om musikken virkelig behøver at være i den grad drænet for rytmisk fremdrift. For det er jo en kendsgerning, at når de selv samme musikere optræder i andre sammenhænge, fremviser de som regel en anderledes sprudlende side af sig selv. Og jeg kan godt få en mistanke om, at når Keith Jarrett danner en undtagelse og så godt som udelukkende udgiver live-indspilninger, så er det for at undgå, at Eicher blander sig. Den polske trio, pianisten Marcin Wasilewski, bassisten Slawomir Kurkiewicz og trommeslageren Michal Miskiewicz, som vi også herhjemme har kunnet høre med trompetisten Tomasz Stanko, består af tre fortrinlige musikere, hvilket for så vidt også fremgår af denne cd. Men man skal frem til dens fjerde indslag, Wasilewskis 'K.T.C.', før der kommer nogen egentlig rytmisk bevægelse og melodisk prægnans over musikken. Og selv her virker kombinationen af Wasilewskis ødsle pedalbrug og den kunstige rumklang, der er ECM's særkende, ikke hensigtsmæssig. Også Wayne Shorters 'Plaza Real' rummer gode momenter, og Wasilewskis 'Shine' og Free Bop' byder endog på aldeles fortræffeligt triospil. Men i for mange af de øvrige numre savner jeg den nerve, der får musikken til at gnistre.