Maj 1969. Pianisten Chick Corea, bassisten Dave Holland og trommeslageren Jack DeJohnette havde afløst Herbie Hancock, Ron Carter og Tony Williams i Miles Davis' kvintet, og de tre førstnævnte musikere danner også grundstammen i de optagelser, Corea foretog på egen hånd, suppleret af trompetisten Woody Shaw, tenorsaxofonisten Bennie Maupin, fløjtenisten Hubert Laws og endnu en trommeslager, Horace Arnold. En yderst turbulent periode i Coreas karriere, der forinden havde spillet med Stan Getz og siden med sin gruppe Return To Forever skulle blive en af fusionsmusikkens mest populære skikkelser. På de foreliggende optagelser skulle alle muligheder imidlertid afprøves. Selv free form-jazzen i sit mest ekstreme udtryk, som man kan høre det i to takes af 'Jamala', hhv. 14 og 9 minutters skånselsløs fri udblæsning, der i dag formentlig ville få de fleste til at flygte ud af lokalet, hvis de skulle blive udsat for den. Den 29 minutter lange 'Is' byder på musik af samme radikale karakter, men indimellem ligeledes på sekvenser, hvor den i sin utrættelige rytmiske energi kan rive én med sig. Af de to takes af 'Converge' er det klart det andet, det mest disciplinerede, der er at foretrække. Der er dog større udbytte i de resterende fire stykker, alle i to versioner, hvor man befinder sig på mere sikker grund, om end 'This', det ene af to særdeles inciterende kvartetnumre med Maupin som fjerdemand, også bevæger sig over i det frirytmiske. Det andet, 'The Brain', forklarer med al tydelighed, hvorfor Davis valgte sig en forholdsvis ukendt engelsk bassist som afløser for Carter, og samme fremragende indtryk gør Holland i Song Of The Wind', et lyrisk valsetema, der også bærer titlen 'Waltz For Bill Evans'. Endelig er der 'Sundance', en alt for vidt udspunden kollektiv improvisation. Bygget over et lille motiv, der minder påfaldende om Jean Pierre', som Davis mange år senere efter sit comeback brugte som en kendingsmelodi og - ikke overraskende - selv tog æren for.