I sine glimrende noter til cd'en 'Nancy Wilson Sings Songs of Lost Love/Guess Who I Saw Today' citerer Will Friedwald Tony Bennett for at sige, at kvindelige sangere gerne bliver tidligere modne end deres mandlige kolleger, idet de er i dybere kontakt med deres følelser. Det skulle også forklare, hvordan Nancy Wilson kan synge disse sange om tabt kærlighed så overbevisende, som hun allerede i 1960 gør det i en alder af kun 23 år. ' I alt rummer cd'en 14 numre fra perioden 1960-1967, og faktisk er det nogle af de tidligste optagelser, der efterlader det stærkeste indtryk. For her var der endnu ingen antydning af de manerer, som Nancy Wilson med tiden skulle tillægge sig. Stemmens på dette tidspunkt endnu helt ungdommelige klang stiller sig på ingen måde i vejen for udtrykkets ægthed, men får det tværtimod til at fremstå desto mere bevægende. I denne henseende minder hun om Blossom Deary, hvilket netop cd'ens titelnummer, 'Guess Who Saw Today', er et fornemt eksempel på. Og samtidig et eksempel på, hvilken ualmindelig fin overensstemmelse der kan bestå mellem en melodi og dens ord. Disse tekster er jo ofte blevet angrebet for at være banale, og man påstod gerne, at der skulle en Billie Holiday til for at 'forgylde dem'. Jamen, de er såmænd ikke mere banale, end livet selv kan være det. Små fortællinger, der som denne lige så vel kan beskrives som elementære. Og det samme kan siges om en række andre af cd'ens sange, 'You've Changed', 'Here's that Rainy Day', 'When Sunny Gets Blue' og 'The Good Life'. Prøven består i at give dem troværdighed, og den lever Nancy Wilson til fulde op til. Indrammet af bl.a. Billy Mays, Jimmy Jones' og Oliver Nelsons fortræffelige arrangementer eller ledsaget af mindre ensembler under Cannonball Adderleys og George Shearings ledelse.