Her er en musiker, man afgjort bør holde øje med. For med sit smukt syngende anslag og sit suveræne instrumentale håndelag, der tillader ham at formulere sig med en sjælden rytmisk frimodighed, er Robert Glasper en usædvanlig pianistisk begavelse. Som så mange unge musikere insisterer han på at komponere alt sit materiale selv, og også på dette felt røber han evner. Man kunne indvende, at det ofte kun bliver til en enkelt strofe, som han repeterer om og om igen, og tilmed kan den i flere tilfælde bygge på indbyrdes beslægtede harmoniske strukturer. Det kunne opfattes som en form for rovdrift, men det kan ligeledes give bonus. Som i 'Chant', hvor netop den omstændighed, at temaet bider sig selv i halen, skaber indtryk af en evighedsmaskine, der samtidig befinder sig i kontinuerlig udvikling. Bassisten Vicente Archer og trommeslageren Damion Reid svarer for det fremragende akkompagnement, og i to numre medvirker også en tydeligvis inspireret Mark Turner på tenorsaxofon. 'Enoch's Meditation' slutter med Bill Evans/Miles Davis' 'Blue'n Green'. Det havde fortjent at blive nævnt. Ikke mindst i betragtning af, at Glaspers egen 'North Portland', et kønt valsetema, ligeledes bringer Evans i erindring.