Dexter Gordon talte om det. Og pianisten Kasper Villaume var inde på det samme, da han for nylig i radioens Jazznyt i anledning af sin nye cd, der i lighed med hans foregående er indspillet i New York, erklærede »det er jazz« - med eftertryk på ordet jazz. Det var nemlig i erkendelse af, at de gode amerikanske trommeslagere har noget, som selv de bedste af deres europæiske kolleger ikke ejer i samme grad. Hos de amerikanske trommeslagere er der dybere til bunden, og det giver deres spil en ballast, der fortætter intensiteten i det. Hvilket har sin helt afgørende indflydelse på de øvrige musikere. For som Villaume spiller her i selskab med saxofonisten Chris Potter, bassisten Chris Minh Doky og trommeslageren Ali Jackson, har jeg ikke hørt ham spille tidligere. Det er ikke så meget et spørgsmål om den energi, musikken udstråler, som om den tryghed, der forplanter sig i hans spil. En tryghed, som har kunnet udløse en rytmisk frigørelse, der åbenbart også har overrasket Villaume selv. Derfor kan hans spil i egne numre som 'Captain Kirkland' og 'Groove Street' og i George Gershwins 'Gone, Gone, Gone' til trods for de opskruede tempi bevare sin fulde spændstighed. Og derfor kan Villaume i sin 'Cloudy & Blue', en ballade, der har en evergreens kvaliteter, og i Bobby Troups 'Meaning Of The Blues' frasere med et overskud og en hengivelse, der får ham til at strække helt ud i hver strofe. Og ved siden af sig har han en uforlignelig Chris Potter, der som ingen af sine instrumentkollegaer har formået at kombinere et glødende engagement med et overblik, som til stadighed henter næring i det givne materiale. Ali Jacksons uvurderlige betydning er nævnt, men lad mig også tilføje, at Chris Minh Doky både i sin egenskab af akkompagnatør og solist markerer sig som en musiker, der tilhører jazzens absolutte elite.