1957 VAR et skelsættende år for tenorsaxofonisten John Coltrane. I marts havde Miles Davis fyret ham på grund af hans alkohol- og narkotikamisbrug, men i december var han tilbage hos Davis igen efter at have spillet med pianisten Thelonious Monk i den mellemliggende tid. Og det var vel at mærke en Coltrane, der var blevet sit misbrug kvit, som vendte tilbage, idet han havde anvendt tiden til at udvikle sit spil på en måde, som man inden da ville have forsvoret. Det, som Coltrane havde arbejdet så ihærdigt med, var hurtigheden og fraseringernes præcision på instrumentet. Af endnu større betydning var det imidlertid, hvordan Coltrane forstod at udnytte disse nyerhvervede færdigheder. Nemlig ved at skabe sine såkaldte 'sheets of sound', hvor hans tonerækker lagde sig som lag op ad hinanden i en yderligere findeling af den harmoniske struktur. En metode, der skulle nå et højdepunkt med lp'en 'Giant Steps´ fra 1959, men som - ikke mindst i de to blues 'Evidence' og 'Blue Monk' - allerede kan iagttages på denne ikke tidligere publicerede koncertoptagelse fra 29. november 1957 i Carnegie Hall. Det er banebrydende tenorspil og kimen til den udvikling, der i årtier frem skulle gøre Coltrane til en af jazzens mest indflydelsesrige skikkelser. Bassisten Ahmed Abdul-Malik og trommeslageren Shadow Wilson udgør kvartettens øvrige medlemmer i et repertoire, der foruden syv af Monks temaer også rummer en enkelt standard, 'Sweet And Lovely'. Også for Monks vedkommende er denne periode af hans liv bemærkelsesværdig. For på dette tidspunkt var han stort set holdt op med at komponere. Til gengæld formulerede han sig nu som pianist med en sikkerhed, der ikke var langt fra at give hans spil et anstrøg af virtuositet.