Da pianisten Christoffer Møller i december 2003 præsenterede sit seneste projekt i Copenhagen JazzHouse, var det en oplevelse, der fik mig til at beklage, at disse kostbare stunder ikke lod sig bevare for eftertiden. Dermed tænkte jeg på koncertens første afdeling, der omfattede en række af Møllers egne kompositioner, fremført af et ensemble bestående af to rørblæsere, trompet, basun, piano, bas og trommer. Knap så begejstret var jeg for begivenhederne efter pausen, hvor Palle Mikkelborg optrådte som solist med ensemblet i en suite, der ganske vist gav adskillige eksempler på Møllers fornemme skrivekunst, men hvor Mikkelborg i sin stærkt fremhævede rolle ofte tangerede det effektjagende. Nu foreligger der en cd, som er indspillet i år med en delvis fornyet besætning, der tilmed er udvidet med guitar. Og som jeg i dag hører suiten 'To The Long Lost', der med sine fire satser strækker sig over 46 minutter, forekommer den mig at kombinere det bedste fra hin koncerts to afdelinger. Mikkelborgs trompet fremstår anderledes dybt integreret i ensemblet, samtidig med at Møller som arrangør har beriget og raffineret dettes udtryksregister yderligere. Resultatet er i egentligste forstand grænseoverskridende. Møller har jo for længst markeret sig som en af vore mest vidtspændende musikalske begavelser. Ikke at han på nogen måde forsøger at nedbryde konventionerne, men snarere tværtimod, idet han tilsyneladende fuldstændig uanstrengt inden for samme stykkes rammer kan bevæge sig frem og tilbage mellem en klassisk europæisk tradition og jazzen i alle dens facetter. Bemærkelsesværdigt er imidlertid også den måde, hvorpå Møller anvender sine midler. Den kontinuerlige udvikling, han, til trods for dens mange forgreninger, formår musikken til at beskrive, den ro, der hviler over musikken, samtidig med at den drager os med sig, eller når han - som i 'C&W' - med et akkordskift får et motiv, der umiddelbart tager sig ganske banalt ud, til at ændre karakter. Og dertil føjer sig en aldeles ypperlig fremførelse. Ved siden af Mikkelborg høres også tenorsaxofonisten Fredrik Lundin som en fremragende solist, og af helt afgørende betydning er Danny Gottliebs eminente trommespil. Afslutningsvis præsenterer cd'en tre korte stykker, skrevet for klaver og en stor strygergruppe, som jeg vil betegne som nyklassicisme af fornemste rang.