Et overflødighedshorn

- PR-foto
- PR-foto
Lyt til artiklen

Da The European Jazz Youth Orchestra sidste år samledes for sjette gang, var det under ledelse af den italienske bassist og komponist Bruno Tommaso, der på den nu foreliggende cd, optaget ved orkestrets koncert i Giulianello, selv bidrager med fire af de i alt seks værker, den rummer. På sin vis er det den mest usædvanlige cd, som orkestret, der både skifter dirigent/komponist og musikere år for år, har indspillet. Allerede besætningen, der ikke inkluderer nogen pianist, men to trækharmonikaer, vibrafon og en strygekvartet, er ualmindelig for et stort jazzensemble. Og det samme er selve musikken, der for de kompositioner, Tommaso lægger navn til, fortrinsvis bygger på italiensk folklore. Tre af dem danner suiter, der i deres kalejdoskopiske form bevæger sig fra renæssancemusik over sekvenser af kammermusikalsk karakter og folkelig dansemusik til passager, hvor jazzelementerne indtager en mere fremtrædende plads. Og lad det være sagt, at der udfolder sig megen melodisk rigdom i adskillige af disse passager. Frem for alt finder man dem i 'Vento Del Sud' og 'Vento Del Nord'. Hvad sidstnævnte, der har en varighed på 18 minutter, betræffer, bliver det dog også for meget af det gode, når Tommaso propper så mange forskelligartede udtryk inden for den samme ramme. Det bliver ligeledes for meget, dog af det mindre gode, når Tommaso og harmonikaspilleren Vincent Perenira i deres bidrag, 'A Trois Plump Du Mat', lader violinisterne Tobias Preisig og Ingrid Hagel føre sig frem som solister med deres fileri, som burde være uantageligt for et orkester, der vil kalde sig professionelt. Heller ikke i den finske cellist Olli Virtaperkos lille suite i to satser er der megen trøst at hente for den, der forventer sig en jazzoplevelse. Og hvis hans værk skulle rumme kvaliteter af anden art, så forbliver de i hvert fald skjult for mig. Bookletten, der følger med cd'en, er på 24 sider. Hvordan det er lykkedes at mase den ind i kassetten, står som en gåde for mig. Jeg har tilladt mig at rive de otte indvendige sider ud af den for at få tvunget den på plads igen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her