Det må være mærkeligt for en sanger som Curtis Stigers at være vidne til den kolossale succes, som den unge Jamie Cullum har opnået i løbet af ganske kort tid. For Cullum benytter jo, ikke mindst i sange som Stanley Adams' 'What A Difference A Day Made' og Oscar Levants 'Don't Blame It On My Youth', sin røst helt på samme måde som Stigers. Både i sin let drævende frasering og i sin klangdannelse, når han lægger pres på stemmen for så at lade den folde sig helt ud mod tonens slutning. Jeg ved ikke, om Cullum har taget det direkte fra Stigers, som jeg nok anser for at være en mere fascinerende sanger. Men på den anden side forstår jeg også godt, at det er lykkedes Cullum at få fat i det store publikum. Han taler mere direkte til vore følelser, og når han er helt på toppen, som han eksempelvis er det i Bob Doroughs 'But For Now', formår han virkelig at gribe os om hjertet. Som scenepersonlighed er han beslægtet med Harry Connick Jr., idet også Cullum selv spiller klaver. Udmærket i sit akkompagnement, men bestemt ikke godt i de få passager, hvor han forsøger sig som solist. Det er nu heller ikke ren jazz det hele. I en fin udgave af Jimi Hendrix' 'The Wind Cries Mary' nærmer Cullum sig i sit foredrag ophavsmanden uden at give slip på sig selv. Også Jeff Buckleys 'Lover, You Should Have Come Over' udsætter han for en fornem, indtrængende fortolkning. Og et par bidrag krediteret en vis Ben Cullum, 'These Are The Days' og 'It's About Time', er ligeledes rigtig gode. Det bliver spændende at følge, hvad Jamie Cullum vil udvikle sig til.