Man kan undertiden opleve, at der bliver kastet nyt lys over musikere, når de optræder uden for deres sædvanlige omgivelser. Tag nu denne genudgivelse fra 1962, hvor trompetisten Freddie Hubbard og tenorsaxofonisten Wayne Shorter, der begge på dette tidspunkt var medlemmer af Art Blakeys Jazzmessengers, mødes med pianisten McCoy Tyner og trommeslageren Elvin Jones fra John Coltrane-kvartet samt bassisten Art Davis og Bernard McKinney på euphonium. Et instrument, der kan beskrives som en 'lille' tuba. Den afgørende faktor i denne kombination er Jones, hvis spil ligger meget langt fra det, han praktiserede i Coltranes gruppe. Anderledes tæt på taktslaget, og i sin ligefremme strømføring udfolder det sig langt mere spændstigt og inciterende end Blakeys. Som rytmegruppen spiller i Hubbards 'Birdlike', en hurtig blues, påminder den om Miles Davis' uovertrufne ditto fra 1950'erne, for også Tyner røber her et slægtskab med en pianist som Red Garland. Og det undlader da heller ikke at sætte fart i Hubbard og Shorter, der spiller med en næsten ubændig veloplagthed. Med sine kun 23 år er Hubbard allerede en fuldt udviklet musiker i sin beherskelse af instrumentet. Det kan man dog ikke helt påstå om Shorter, der ganske vist sprutter af idéer, men navnlig i førnævnte 'Birdlike' har sit hyr med at få fingrene til at følge med.