På lignende vis, som man har kunnet tale om en kongerække blandt sorte trompetister, fra Louis Armstrong over Roy Eldridge til Dizzy Gillespie, har der ligeledes tegnet sig mønstret af en tilsvarende arvefølge blandt deres hvide instrumentkollegaer. Den tager sit udspring hos Bix Beiderbecke, går videre til Bobby Hackett og slutter med Chet Baker. Fælles for dem er et afspændt, let køligt musikalsk udtryk, i hvilket de melodiske linjer og harmoniske strukturer finder sammen i fuldkommen balance. Beiderbecke blev en legende. Først og fremmest, fordi han var en unik musikalsk begavelse, den første betydelige hvide jazzmusiker. Men også, fordi hans skæbne var så tragisk, idet han døde i 1931 i en alder af kun 28 år på grund af sit alkoholmisbrug. Det fine ved de arrangementer, som Geoff Muldaur har skrevet for sit Futuristic Ensemble, er ikke blot, at de rammer tidens tone så præcist, men at de i deres følelsesmæssige appel når ud over det nostalgiske. Det gælder de numre, som Beiderbecke oprindeligt indspillede med Frankie Trumbauers og Paul Whitemans orkestre, blandt dem 'Singin' The Blues', 'Bless You! Sister' og 'Waiting At The End Of The Road'. (I de sidstnævnte optræder Muldaur ligeledes som en fortrinlig sanger). Men endnu mere bemærkelsesværdige er Muldaurs arrangementer af de fem pianostykker, som Beiderbecke efterlod sig, og som afspejlede hans interesse for franske impressionister som Ravel og Debussy. Kun et af dem, 'In A Mist', nåede Beiderbecke selv at indspille. De øvrige eksisterede kun som noder, og som Muldaur har orkestreret de fire, for en sekstet/septet-besætning, der rummer violin, kornet, basun, klarinetter og saxofoner samt - i et enkelt tilfælde - også tuba, er det musik, der fortjener prædikatet 'tidløs'. Det femte, 'Clouds', er en køn duet for Muldaurs stemme og Butch Thompsons piano.