Barytonsaxofonisten Gerry Mulligan var kun 19 år, da Gene Krupas orkester indspillede hans arrangement af 'How High The Moon'. I de følgende år skrev han også for Claude Thornhills og Stan Kentons orkestre. Samtidigt deltog han sammen med bl.a. Miles Davis, John Lewis og Johnny Carisi i den kreds af musikere, der samledes hos Gil Evans, en anden arrangør for Thornhill-orkestret, hvor de arbejdede med at overføre dettes sound til et mindre ensemble. En sound, der inddrog - i moderne jazzsammenhæng - så usædvanlige instrumenter som valdhorn og tuba. Resultatet blev som bekendt de såkaldte 'Birth Of The Cool'-optagelser, som Miles Davis' nonet indspillede i 1949. En skelsættende udgivelse, der satte afgørende spor i jazzens fortsatte udvikling. Ikke helt af samme vidtrækkende betydning, men ligeledes en milepæl, var den pianoløse kvartet, som Mulligan i dannede 1951 med Chet Baker på trompet. En rolle, som ventilbasunisten Bob Brookmeyer overtog i 1954. Dette er et kort resumé af Gerry Mulligans tidlige karriere. Og det er ikke uvæsentligt for forståelsen for dens videre forløb. For både erfaringerne fra Davis-nonetten og Mulligans kvartet er aflejret i det Concert Band, som Mulligan stod i spidsen for i årene 1960-1964, og hvis 59 optagelser, blandt dem 29 hidtil uudgivne, nu er samlede i en 4 cd-boks med indsigtsfulde noter af Bill Kirchner. Med kun tre trompeter og tre basuner havde orkestret en lidt mindre besætning end tidens andre bigbands. Og bortset fra de få numre, hvor enten Mulligan eller Brookmeyer satte sig til flyglet, spillede det også uden pianist. Brookmeyer arbejdede ligeledes som dets hovedarrangør, mens Bill Holman, Al Cohn, Johnny Mandel, George Russell, Johnny Carisi, Gary McFarland og Mulligan selv tegnede sig for de øvrige arrangementer. I forbindelse med Mandel, der i dag er bedst kendt som komponist til melodier som 'The Shadow Of Your Smile', 'Emily' og temaet fra filmen 'M.A.S.H.', bringer noterne den interessante oplysning, at Mandel oprindeligt skulle have været medlem af Davis' nonet, både som komponist og musiker, idet han spillede basun og bastrompet. Men Mandel opholdt sig dengang i Los Angeles, hvor han var tvunget til at blive for at opnå sit fagforeningskort. Den lette, lyse klang, der kendetegnede 1930'ernes Benny Goodman-orkester, stod som et ideal for Brookmeyer, og netop den var han i stand til at opnå han ved hjælp af den lidt reducerede bigband-besætning, hvor ensemblet smidigt kunne skifte fra smågruppe til fuldt klangligt udtræk. På lignende vis kunne det kontrapunktiske sammenspil, som Mulligan og Brookmeyer, kun ledsaget af bas og trommer, lejlighedsvis optrådte med som 'en stat i staten', transformeres til hele orkestret. Indflydelsen fra Davis-nonetten kommer frem for alt til udtryk i tutti-spillet (det vil sige, hvor det fulde ensembles klange står samlet) som i Django Reinhardts 'Manoir de mes rêves' og Mulligans 'Ballad', to utroligt smukke numre. Et andet klart eksempel er Carisis 'Israel', der er en direkte videreførelse af det mesterlige arrangement, han skrev for nonetten. Der er imidlertid også andre referencer, til Ellington og Basie, i dette overmåde righoldige cd-sæt, der fortsat udstråler en forbløffende friskhed. Er der slet ingen indvendinger? Jo, det er langtfra alle solister, der er lige spændende. Tenorsaxofonisten Zoot Sims fryder dog med hver tone, han spiller, og Mulligans kvaliteter ufortalte, så måtte han gerne have holdt sig selv lidt mere tilbage. Men også på det punkt ventede der mig en overraskelse. For jeg vidste ikke, at han var en så fortræffelig klarinettist.