Undertiden kan man befinde sig i et ingenmandsland imellem to typer lytteoplevelse, der står som hinandens modsætninger. I det ene tilfælde forudsættes det, at man møder musikken med åbent sind, prøver at gøre sig fortrolig med den, selv om den ikke viser sig umiddelbart tilgængelig. Og i bedste fald kan belønningen vise sig at være endog større, end man havde forventet. I det andet tilfælde udstråler musikken en så umiddelbar appel, at den tvinger én til at lytte. Ikke fordi den behøver at være voldsom eller påtrængende (dette kan snarere virke skræmmende), men fordi den formidler sit budskab så overbevisende, at man ikke kan unddrage sig det. Men imellem disse to yderpunkter er der altså dette ingenmandsland, hvor ovenfor nævnte belønning udebliver. Hvor ens imødekommenhed ikke fører til noget, til trods for at man som lytter samtidig kan få en fornemmelse af, at musikerne selv synes at have fået opfyldt deres ambitioner. Så lad mig derfor understrege, at det naturligvis er et helt personligt anliggende, hvor ingenmandslandets eventuelle grænser går. Her kan enhver selvsagt danne sig sin egen mening. Når jeg kommer ind på det, så er det, fordi pianisten Jacob Anderskov med sit forrige udspil med gruppen Accident i hvert fald bragte mig i ovenfor nævnte frustrerede tilstand. Og at min glæde derfor er så meget desto større, når jeg lytter til hans nye cd med kvintetten Doctor Structure. For den volder mig ingen problemer. Det, der her blandt andet gør hans musik så spændende, er den måde, hvorpå han samler kontrasterede enkeltdele til en meningsfuld, organisk helhed. Tag et nummer som 'Avenue Habib-el-Karma', hvor Anders Bankes roligt syngende basklarinet skaber den modvægt, der sætter Kasper Tranbergs kaglende kornet og Jeppe Grams rytmisk opbrudte trommespil i relief, for siden -sammen med Jonas Westergaards strøgne bas - at føre hele ensemblet frem til stykkets rent ud betagende afslutning. Og det er netop karakteristisk for Anderskovs musik (og ligeledes for Westergaards enlige bidrag, 'Old And New'), at den i sin sammensmeltning af det kompositoriske og et frit fabulerende solospil ofte bevæger sig fra det løseligt skitserede til det mere fast definerede og dermed tilfører musikken den målrettethed, der får lytteren til at hænge på. Helt for sig selv står cd'ens sidste nummer, 'Depois do Temporal', en helt konventionel bossa nova, som bestemt også er værd at tage med. På den nye cd med pianisten Søren Nørbos trio, igen med Niels Præstholm på bas og Kresten Osgood ved trommerne, er der en formodentlig utilsigtet overensstemmelse mellem Niels Præstholms basspil og coverets design. Jo dybere Præstholm kommer ned i sit instruments register, desto vanskeligere er det at identificere de toner, han spiller, idet de så at sige bliver opslugt i selve lydmassen. Og lige så besværligt er det at læse cd'ens titelfortegnelse, fordi der er bogstaver, der ikke lader sig tyde på den givne baggrund. Det hjælper dog at have en lup ved hånden, og derfor blev jeg klar over, at cd'ens tredje nummer hedder 'Wi, Vam, Tricolli'. Et af de stykker musik, som er så smukt, at det gør ondt - samtidig med at man ikke nænner at slippe det. Numret byder ligeledes på cd'ens mest udsøgte, mest udtryksfulde klaverspil. I dens eneste standardnummer, Jimmy Van Heusens 'It Could Happen To You', går der lovlig meget ramasjang i den, og omvendt virker 'Urum Chanka' så spinkelt, at han har svært ved at fange interessen. For ellers er det netop den stærke melodiske kerne, der i numre som 'Tu-Whoo-To-You', 'Va-Vahr-Dé' og '1504' der holder musikken på sporet, uanset hvor frit den i øvrigt måtte udfolde sig.