Hvis der er en ung amerikansk pianist, som der er grund til at følge med ganske særlig interesse, så er det Orrin Evans. Allerede på sin første cd for Criss Cross, 'Justin Time' fra december 1996, røbede han, at han bar kimen til noget helt personligt i sig, og da han besøgte os i oktober 2000 som medlem af altsaxofonisten Bobby Watsons kvintet, var det helt klart ham, der ved siden af trommeslageren Victor Lewis tiltrak sig den største opmærksomhed. Hans nye cd, indspillet sidste år, fortæller, at han har udviklet sig yderligere og nået den modenhed, der får os til fuldt og helt at acceptere ham på hans egne præmisser. I sin ideelle kombination af energi og afspændthed afspejler Evans og hele holdets spil omkring ham samme uanmassende autoritet, hvad enten det musikalske udtryk er glødende intenst eller mere reflekterende. Det første kan man opleve i titelnumret, 'Meant to Shine', under Ralph Bowens' sopransaxofonsolo, det andet i balladen 'Dawn Marie', hvor det er dennes instrumentkollega Sam Newsome, der betager os med sit gribende smukke spil, eller i 'Professor Farworthy', hvor det er lykkedes Evans i sin komposition at forene taktarterne 3/4, 4/4 og 5/4 på en måde, så de danner en fuldkommen organisk sammenhæng. Ikke blot i sin præsentation af temaet, men også gennem hele improvisationsforløbet. Hvilket naturligvis - som allerede antydet - i allerhøjeste grad ligeledes er de øvrige musikeres fortjeneste. For også bassisten Eric Revis med sin pondus og trommeslageren Gene Jackson er intet mindre end formidable. Jo, der er tale om noget så sjældent som et mesterværk. For jo flere gange man lytter til musikken, desto større vokser den sig.