Der skal en form for modstand eller modvægt til for at give følsomheden en dybere karakter. Det får Cronholm eksempelvis i 'Just in Time' i kraft af Flemming Agerskovs glimrende, 'maskuline' spil og Henrik Sundhs nøgterne klaverakkompagnement. Og med sin egen 'Life Beyond' og 'The Farewell', der er skrevet i samarbejde med Cronholm, tegner Sundh sig ligeledes for cd'ens mest fascinerende indslag. For her ejer også Cronholms mere neddæmpede vokale udtryk en hemmelighedsfuldhed, der får det uudsagte til at udfylde vor bevidsthed. Samme Henrik Sundh genfinder man sammen med trompetisten Gunnar Halle, perkussionisten Kresten Osgood og sangerinden Maria Laurette Friis i gruppen Tys Tys, hvor det er sidstnævnte, der svarer for al musik og tekst. At høre den live var en spændende oplevelse. Derimod er den selvproducerede cd, gruppen har udsendt, mere problematisk. Som musikken fremstår på pladen, er den blottet for enhver antydning af dynamik og rumfornemmelse. Det medfører bl.a. - i forbindelse med Friis' særprægede diktion - at det er svært at opfatte teksterne. Ganske vist er de trykt i den medfølgende booklet, men på en måde, der må betegnes som en forulempelse. Det er faktisk synd og skam, at mulighederne ikke er udnyttet bedre. Men heldigvis er der også en del tilbage af den surreale, til tider ligefrem foruroligende stemning, sangene formidler. Den kan beskrives som Kurt Weill anno 1930, ført up to date og forenet med den tvetydige, for ikke at sige 'bevidste' hudløshed, der kendetegner Björks foredrag.