For alvor heftig bliver musikken, når man stikker trommeslager Stefan Pasborgs helt splinternye skive i afspilleren. Hans gruppe kaldet Pasborg’s Odessa spiller seriøst hårdtpumpet multijazz, og her er subtiliteter en by i Rusland. Det kropslige og fantasien styrer, og mage til positiv vildskab skal man tilbage til Mingus for at finde.
Slagtøjstalent udsender power-musik Gruppens femte udspil hedder ’X-tra Large’ og præsenterer indianerhyl, vanvittige horntakter og en seriøs revival for gamle Gene Krupas hotte jungletrommer. Fire blæsere og et trommesæt er i sig selv en besynderlig og slagkraftig kombination. Men her får den ekstra gas med endnu flere horn end i den oprindelige Odessa-kvintet-besætning. Partyagtig Resultatet er partyagtigt med et overraskende glimt af Johnny Reimar, når musikerne hanker op i jazztraditionen, og hvad de nu ellers har lyst til at hanke op i: lige fra skæve balkanskalaer til armstrongsk New Orleans-trompet leveret af specialisten Peter Marott og videre til orgelhejs fra Jeppe Tuxen ved Hammond B3’et. Det sidste gør sig i særlig grad gældende på en vanvittigt overstadig og vanvittigt swingende version af en i forvejen heftig dans fra Stravinskys ’Ildfuglen’. LÆS OGSÅStjernemusikere skal booke for JazzHouse Blæserne skifter, og der medvirker hele ni af slagsen på cd’en, hvor den hårdtslående Stefan Pasborg kommer af med rigtig meget energi ved jungletrommerne. Det hele er mørkt, saftigt og sejt, og det ender med at gå ud over gamle freejazzere som Ornette Coleman – i en hel anarkistisk suite – og Albert Ayler. Sidstnævnte får en gammel dansk børnesang blæst i nakken gennem en forkølet elefantsnabel, og med den lægges Odessabandens x-large-udspil i seng. Der er ikke så meget mere at sige, andet end at når musikerne har det sjovt, som det så åbenlyst er tilfældet med x-large-udgaven af dette band, så har lytteren det også. Pasborg’s Odessa er det nye jungleorkester.




























