De små musikalske konstellationer skal man ikke kimse ad. At spille i duo er en ædel disciplin. Man kommer tæt på ophavsmændene, og der skæres ofte velgørende ind til benet.
Til gengæld er der ikke noget at skjule sig bag, hvis ikke substansen er i orden.
Hverken bassisten Nils Davidsen eller trompetisten Kasper Tranberg har ry for at gemme sig. De to har været med til at præge den nye danske jazz i et par årtier, og de har samarbejdet i utallige sammenhænge. Dog ikke i duo før nu.
’Zone Bleue’ er en lille, fascinerende plade, hvor bas og trompet snor sig ad sære stier, fra tid til anden akkompagneret af et tørt syngende keyboard. Det meste af vejen fastholdes en melodisk kerne i de eksperimenterende sagsakter foruden varme og en foruroligende underfundighed.
Davidsen har en dejlig mørk tone på kontrabassen og et autoritativt greb om instrumentet. Tranberg er i det lyriske hjørne uden at kvæle sin livlige fantasi. Flere af pladens stykker kalder på genhør f.eks. ’Folie A Deux’ med bumlende baslinjer, der baner vej gennem junglen for Tranbergs abetrompet.
Og ’Le Hex’ har et usædvanlig stærkt, langsommeligt udtryk.
Eksperimenterende zone
Inden for samme eksperimenterende zone befinder sig samarbejdet mellem multisaxofonisten Jesper Løvdal og den tyske avantgardetrommeslager Günter ’Baby’ Sommer.
Det er musik pisket sammen på stedet som instant coffee. Stærkt personlig musik, der i begyndelsen forekommer uden fast fokus. Men fra stykket ’Voice From Beneath’ sker der noget.
Sammenspillet former sig vitterlig som en række dialoger, og Løvdal demonstrerer et mesterligt spruttende udtryk på barytonsaxen. Hans historiske bevidsthed giver varm dybde til ’Billy Strayhorn’, der også må være en hilsen til Ellington-saxofonisten Paul Gonsalves.
Men hvad er dog bestræbelsen og ambitionen bag så uforsonlig og formløs en støjmusik, som den finske duo haUtUllin åbner sin debutplade med? ’It sticks in the throat’, som Bob Dylan synger.
Klassisk udtryk
Ingen bør dog forhaste deres konklusioner, før de har hørt den variation og iderigdom, de to unge musikere, guitaristen Markus Pesonen og slagtøjsspilleren Håkon Berre, udvikler resten af pladen med.
Ned i zoner af akustiske reallyde og organisk væv, op i syngende klangmalerier og dialoger med et personligt udtryk, der bør skabe respekt blandt det kræsne avantgardepublikum.
Det er rundens mest udfordrende plade, men den rummer også noget af det mest skrøbelige og poetiske.
Aakkjærssangdigte
Med et helt andet klassisk æstetisk udtryk har pianisten Søren Kristiansen og altsaxofonisten og fløjtenisten Christina von Bülow samlet handsken op fra den danske jazz-vise-tradition.
Med tid og ro giver de deres personlige bud på Jeppe Aakjærs sangdigte, sådan som de er blevet tonesat af nationale melodimagere som Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Thomas Laub.
En nydelig plade, hvor den kammermusikalske luftighed lever bedst, når von Bülow anvender fløjten. Kristiansens klaverspil er en nydelse i alle detaljer. Det improvisatoriske højdepunkt nås i den kollektivt legende ’Jeg bærer med smil min byrde’.
Tangenttroldmand
Fra Norge er der den stilistisk beslægtede duo Bugge & Henning. Duoens navn lyder som noget, der er hentet fra slagermusikken, men der er bjerge imellem Giro 413 og denne æteriske crossover.
Tangenttroldmanden Bugge Wesseltoft og violinisten Henning Kraggerud er ude i et nationalidyllisk projekt med nænsomt afdæmpede fortolkninger af traditionel norsk folkemusik, en enkelt af Brahms og såmænd også en af vor egen Otto Mortensen, den vidt berømmede ’Til ungdommen’ (’Kringsatt av fiender’).
Melankolien har som ventet en fremtrædende plads. Men hvilken sans har de to ikke for at vægte hver frase med klanglig og selvophøjet melodisk fylde.
fortsæt med at læse
