Vil man grave et spadestik dybere ned i den brasilianske folkesjæl, så er Vanja Santos’ nye cd et godt bud. En særpræget stemme, der spænder fra det blide og inderlige til det lidenskabelige og skærende – og ikke så sjældent inden for samme musikalske forløb. I Baden Powells ’Pra que chorar’ synes jeg dog nok, at hun udsætter sin røst for mere, end den kan klare. Fænomenalt akkompagnement Men omvendt er der en lang række fremragende numre, hvor Santos’ stemme tilmed forgyldes yderligere af det mest udsøgte akkompagnement, man kan forstille sig. Det svarer først og fremmest guitaristen Jacob Fischer for.
I Jule Stynes ’Time After Time’ er han alene om det. I Renio Quintas’ ’Segredos cegos’ (nok det af cd’ens indslag, der rammer dybest) og Consuelo Valazques’ ’Besame mucho’ i følgeskab med instrumentkollegaen Christian Sievert, der også medvirker i flere andre numre samt selv tegner sig for et par bidrag, og i Candeias’ ’Preciso me encontrar’ hører man også Christina von Bülows indfølte altsaxofon.
