Det var vel i virkeligheden Niels-Henning Ørsted Pedersen – hin sørgeligt afdøde mesterbassist – der åbnede mange danskeres øjne for, at standards ikke nødvendigvis behøver at hidrøre fra den ’store amerikanske sangbog’, men sagtens kan være vækster fra den tonale danske urtehaves rige flora.
Da han sammen med Kenny Drew på pladen ’Duo’ i 1973 indspillede folkemelodien ’I skovens dybe stille ro’ stod det med et klart, at også gamle danske sange egner sig til at få den behandling, der var blevet amerikanske pophits til del i adskillige årtier, de såkaldte standards. Den alsidige pianist Henrik Gunde har forståelse for dette. Ikke mindst i den sammenhæng, hvor han trakterer med musikalsk udklædning og spiller som klaver-giganten Erroll Garner (han målte 1,57 meter) med dennes karakteristiske lange og ofte tematisk vidtløftige introduktioner til numrene samt hang til udvidede akkorder i rå mængder.






























