Repertoiret referer ikke kun til samarbejdet mellem Davis og Coltrane, men også til eftertiden, hvor de var gået hver til sit, og den rummer desuden tre nytilkomne bidrag. Der satses højt med Blade som en til tider ubønhørlig indpisker. En udfordring, som Brecker har svært ved at leve op til. I 'Impressions' fører hans ekspressivitet til afmægtighed, og hans uakkompagnerede udgave af 'Naima' består mestendels af skalaøvelser. Hancocks spil fortaber sig stedvist i den rene ekskvilibrisme, og et nummer som 'Misstery', en ombygget version af 'Stella by Starlight', der ville have stået sig bedre i sin originale form. Ikke desto mindre byder den på stærke indsatser, og det samme gør 'The Sorcerer'. To ballader, Kurt Weills 'The Ship' og Hargroves 'The Poet', anslår en mere stilfærdig tone, og navnlig sidstnævnte er overordentlig betagende i sit stemningsmættede udtryk.