Billie Holiday var en undtagelse. Hun var kun atten år, da hun indspillede sin første plade og ikke mere end tyve, da hun med sange som 'I Wished On The Moon' og 'What A Little Moonlight Can Do' indtog sin ubestridte plads som jazzens førende sangerinde gennem alle tider. Under normale omstændigheder kræver det langt flere år, før man har udviklet sig til en overbevisende jazzsanger. Før man har vundet de erfaringer, der giver det musikalske udtryk troværdighed. Dem havde Billie Holiday allerede tilegnet sig i denne tidlige alder. Endog flere og mindre misundelsesværdige end hun kunne have ønsket sig dem, som man vil vide, hvis man kender noget til hendes barndoms og ungdoms historie. Og så gør det ikke noget, hvis disse erfaringer også afspejler sig i selve stemmens klang. Hvis den bærer præg af en slitage, der kan tilføre foredraget flere nuancer. På samme måde som rynker kan give et ansigt en stærkere karakter. Eksemplerne er mange, både i fortidens og dagens jazz. Rosemary Clooney var tæt på de 50 år, før hun i 1977 for alvor sprang ud som jazzsanger med en række lp'er for Concord, hvor bl.a. tenorsaxofonisten Scott Hamilton og kornettisten Warren Vaché ledsagede hende. Cd'en 'Rosemary Clooney Jazz Singer', der rummer 18 optagelser fra perioden 1951-1957, fortæller os, at hun også dengang var en fortræffelig sangerinde. Stemmen var anderledes glansfuld, om end ikke så indtrængende i sit udtryk, som man senere skulle opleve den. 'I'll Get By' fra 1951 forbliver således i den grad skønsang. Til gengæld er fire numre med Duke Ellingtons orkester, indspillet i 1956, rene perler. Blandt dem en vidunderlig version af 'Sophisticated Lady' og 'Hey Baby', hvor Clooney tydeligvis har ladet sig inspirere af Marilyn Monroe! Og at der virkelig er sket noget mellem 1951 og 1955, fremgår også af hendes fortolkning af Gordon Jenkins' 'Goodbye', som ligeledes byder på stor sangkunst.