Fælles for disse to genudgivelser, begge fra 1964, er, at trompetisten Lee Morgan og tenorsaxofonisten Wayne Shorter, der i årene 1958-1961 var frontfigurer i Art Blakeys Jazzmessengers, her er genforenet i sekstetgrupperinger. På den ene tilmed igen med Blakey ved trommerne samt Curtis Fuller, basun, Cedar Walton, piano, og Reggie Workman, bas. På den anden med Herbie Hancock, piano, Grant Green, guitar, Workman og Billy Higgins, trommer. Et fællestræk er ligeledes, at den modale jazz i mellemtiden har holdt sit indtog. Hvilket indebar, at det harmoniske grundlag var reduceret til en enkelt eller et par akkorder. En udfordring, som kun musikere fuldt ud kunne leve op til, og skønt Blakey fyrer godt op, så er det kun Shorter, der for alvor får noget ud af Fullers 'The Egyptian'. Helt anderledes sprudler det i Morgans 'Calling Miss Khadija', en blues i 6/8, og også Waltons ballade 'When Love Is New' og Shorters 'Mr. Jin', en 'ekspanderet' blues, og 'It's A Long Way Down' er fremragende indslag. Noget tilsvarende gør sig gældende på Morgans 'Search For The New Land', hvor titelnumret ikke vil hæve rigtigt, hvorimod hans andre fire bidrag byder på stort spil. Sjovt for øvrigt at sammenligne, hvor forskelligt Blakey og Higgins griber deres opgave an, og hvordan det influerer på det samlede udtryk.