Inden for filmens verden taler man om 'sleepers'. Film, der ikke kan bryste sig af de store stjerner og bliver til i relativ upåagtethed, men rummer kvaliteter, der sikrer dem langtidsholdbarhed. Til samme kategori hører denne genudgivelse fra 1964, der præsenterer to tidligere musikere fra Horace Silvers kvintet, trompetisten Blue Mitchell og tenorsaxofonisten Junior Cook, i front for en kvintet, der i øvrigt rummer den 23-årige pianist Chick Corea, bassisten Gene Taylor og på trommer en vis Aloysius Foster, dengang kun tyve år og senere, efter at have strøget de sidste tre stavelser i sit fornavn, blev kendt som medlem af Miles Davis' gruppe. Mitchell og Cook nåede aldrig at stå forrest i det store publikums bevidsthed, men hvor var de dog gode musikere! Uden mindste blær, uden overflødige toner meddeler de sig til os med en upåtrængende emotionel styrke, der går lige til hjertet. I et udsøgt repertoire, der ikke mindst i Jimmy Heath 'Mona's Mood' også rammer en fin lyrisk tone, som især Mitchell forstår at udnytte. Og så er det spændende at møde den unge Chick Corea. Det var jo ikke mindst hans fortjeneste, at så mange tog Thelonious Monks kompositioner til sig, efter at han i 1981 havde indspillet sin trio-lp med bassisten Miroslav Vitous og trommeslageren Roy Haynes. Men allerede i disse optagelser står det klart, at Monk betyder noget for ham. Og læg for øvrigt også mærke til, hvilken fremragende akkompagnatør Corea er.