For 30 år siden var gruppen The Brecker Brothers indbegrebet af hvid jazz-rock, anført af storebror Michael på saxofon og lillebror Randy på trompet. Siden skiltes deres veje, da deres oprindelige interesse for jazzen i sin rene form hver for sig førte dem tilbage på det gamle spor igen. Med Michael som den toneangivende, idet hans højt komprimerede spil ligefrem kom til at danne skole for en lang række unge tenorsaxofonister. Det blev til en midlertidig genforening i begyndelsen af 1990'erne, og fortiden bliver også lyslevende på denne cd, hvor de to brødre, dog nu med Randy som den mest fremtrædende, i 2003 optræder ved årets jazzfestival i Leverkusen sammen med big bandet fra Westdeutscher Rundfunk i Köln. Et særdeles velspillende orkester, der ved denne lejlighed oven i købet nyder godt af, at den uforlignelige Peter Erskine sidder ved trommerne. I spidsen for orkestret står Vince Mendoza, der også svarer for arrangementerne. Derimod er det ikke oplyst, hvem der har komponeret cd'ens i alt ti numre. Og hvis man skulle indvende noget, så ligger problemet netop her. For hvor fremragende en arrangør Mendoza end er, og hvor megen energi orkestret end lægger i at spille op til hans intentioner, så kan det ikke helt dække over, at musikken kun undtagelsesvis byder på egentlige melodiske og harmoniske udfordringer. På den baggrund kan det måske ikke undre, at mange af de toner, især Randy Brecker fyrer af, først og fremmest opleves som en demonstration i kraftudfoldelse, og at fornemmelsen af monotoni kan melde sig, selv når musikken kører i højeste gear. På den anden side må man erkende, at når musikken rykker, så gør den det for alvor. 'Song For Barry' er et nummer, som Joe Zawinul kunne have været ophavsmand til; blandt de øvrige rytmisk betonede indslag vil jeg gerne fremhæve 'Strap-Hangin' og 'Freefall', og med 'And Then She Wept' og 'Levitate' byder cd'en også på et par smukt skrevne ballader.