For en anmelder er der ikke noget mere tilfredsstillende end at blive bekræftet i, at man ikke har taget fejl i sin vurdering af en kunstnerisk oplevelse. Og især, hvis det drejer sig om en oplevelse, der har vakt uindskrænket glæde. Det er der anledning til for mig netop nu, idet bassisten Torben Westergaards gruppe 'Oktober', der for et år siden præsenterede sig for offentligheden i Copenhagen JazzHouse, i disse dage har udsendt sin første cd. Westergaard har tidligere vist, at han kan kunsten at skrive gode, sangbare melodier, der umiddelbart vækker fortrolighed, men samtidig gør opmærksom på deres selvstændige kvaliteter. Således også her. Men i forbindelse med 'Oktober' kommer der noget mere til. Det er den særlige stemning, som musikken udløser. Takket være den måde, hvorpå Westergaard har ladet Ida Nørholms cello blande sig med Anders Bankes basklarinet og tenorsaxofon, Henrik Gundes piano, Martin Andersens trommer og Westergaards egen bas og samples (ensemblets grundstamme), suppleret med bl.a. hollandske Hendrik Meurtens' mundharmonika, italienske Francesco Calis akkordeon og Jacob Andersens perkussion. Hver for sig kommer den enkeltes stemme overordentlig smukt til sin ret, samtidig med at de tilsammen danner de et symfonisk fletværk, der så at sige får musikken til at svæve af sted ved egen kraft. Undervejs gennem det enkelte stykkes forløb kan musikken på forunderlig vis ændre karakter fra det tilforladelige og imødekommende til det foruroligende, når Bankes basklarinet pludselig rejser børster, eller når musikken truer med at sprænge sig selv indefra. Et eksempel er 'Enos', hvor bossa novaens smerteblandede lyst går i forening med en dyb bluesfeeling, der bliver accentueret gennem Andersens Elvin Jones-influerede, ubønhørligt fremadrullende trommespil. Og lad mig også nævne stykker som yndefulde 'Anna' og 'Tromsø', hvor det er den nordiske tone, der lyser op.