I disse Sjostakovitj-tider er det værd at minde om hans lidt ældre landsmand Prokofjev, der svang sin pen med betydeligt lettere hånd og sind:
Han havde for længst fundet sin identitet, da han i 30’erne vendte hjem til Sovjetunionen efter mange år i Vesten, og det er betegnende, at han i året 1940 kunne skrive noget så sorgløst som ’Forlovelsen i klostret’ over er en tidstypisk forklædnings- og forvekslingskomedie fra det 18. århundrede om unge elskendes brydsomme og opfindsomme vej til hinanden på tværs af de fædrene krav – ikke for intet henlagt til Sevilla, Figaros by. Den letsindige bagatel er vittigt og charmerende sat i musik med luftigt pastelfarvet orkestersats og en sprælsk deklamation gennemtrængt af komponistens frodige melodiske åre. Den unikke syntese af det snakkende og det syngende er måske musikkens mest personlige og virkningsfulde træk.
