Det har været fashionabelt at tale om, hvor vulgær hun er, og hvor lidt sangkunst, der reelt gemmer sig bag det smukke bryst og det filmstjernekønne ansigt. Men det holder ikke.
I sommer leverede hun den mest omhyggeligt sungne Susanna i ’Figaro’ ved Salzburg Festspillene, og på sit nye album er hun ingen steder mindre end dejlig i det russisk-romantiske repertoire under en veloplagt, sympatisk medlevende Valerij Gergjev. Cd’en har flere sangere, men de andre er kun til støtte i et par operascener, der kræver lidt modspil i form af andre roller. Fokus er på Anna Netrebko og hendes mørkfarvede, dybdepolerede, alligevel lysende sopran, som med perfekt russisk diktion, det siger sig selv, brillerer i et repertoire fra Glinkas ’Livet for tsaren’ til Prokofjev.




























