Kan en lyrisk-dramatisk stjernetenor synge musik fra det tidlige 1600-tal? Den temperamentsfulde franske barokdirigent Emmanuelle Haïm mener ja, i hvert fald når det gælder mexicaneren Villazón, der i det forløbne år har taget operaverdenen med storm, og denne indspilning giver hende ret. På en fascinerende bonus-dvd indrømmer sangeren sig ganske forudsætningsløs, og Haïm har ikke bedt ham modificere sin smukke stemme, så det bliver en uvant voldsom Monteverdi; men som den altdominerende fortæller i den dramatiske kantate om tvekampen mellem en korsridder og hans udkårne suger tenoren os ind i historien som i en actionfilm.
Mærkeligt og merivende
Og det er i grunden lige, hvad det er: Villazóns appetit på personligt involveret fortælling er helt i Monteverdis ånd med deklamationens nervøse bevægelighed og instrumenternes drastiske tonemalerier, som Haïm fyrer godt op under. Værket er et mærkeligt eksperiment, men en mere medrivende udførelse har jeg ikke hørt, og min eneste indvending er, at den næsten iler for utålmodigt fra et stadie i beretningen til det næste. ’Combattimento’ kræver to solister mere til duellanternes få replikker, og de tre sangere deles om at fylde ud med soloer og duetter. Der er tre gedigne værker fra komponistens 7. madrigalsamling. Resten – ni stykker – er mere eller mindre regelmæssigt strofiske sange, i nogle tilfælde rene viser.



























