Det er dog oversættelsen til otte sprog, der får tryksagen til at svulme op. Hovedsagen er cd’ernes musik og oplæste tekstkilder om Columbus og hans tid, kulminerende i tre skelsættende begivenheder i 1492: Granadas fald, jødernes fordrivelse og Amerikas opdagelse.
Projektet pointerer ikke blot den heroiske, men i høj grad også den tragiske side af historien med ødelæggelsen af middelalderens pluralistiske iberiske blandingskultur og Amerikas oprindelige kulturer. Derfor betones arabisk, sefardisk og indiansk musik og digtning som vigtige dele af spansk kulturarv.


























