I ’Norma’ hviler meget på hovedrolleindehaveren. Bellinis tragiske bel canto-drama om den galliske ypperstepræstinde og hendes sjælekamp ved at være oppe mod den romerske besættelsesmagt, samtidig med at hun på det private plan er blevet vraget af den romerske prokonsul, som hun elsker, er en god historie.
Men det, man først og fremmest vil have, er en sopran, der kan honorere Bellinis eksorbitante krav til kraftfuld skønsang. Gruberova har taget omhyggeligt tilløb til sin sceniske debut i partiet. Powerfulde forte-ansatser kombineret med sans for Bellinis lange bel canto-linjer og delikatesse i de svage koloraturer giver flotte point i en iscenesættelse, hvor Pollione ligner en mand, kvinder kunne dræbe for, og vokalt leverer kraftfuldt modspil.




























